3. Vågn nu op!

Ole var typen der passede på sig selv, så her er det sidste billede på Ole hvor han sidder hos vores fodbehandler Birthe.

Louise, Oles datter var kommet hjem fra Luxemburg, højgravid og skulle snart føde, så det var lige før hun ikke måtte have fløjet, men det lykkedes.
Nu sad vi, Daniel, Bjørn, som er Oles pap-sønner (mine sønner) og Louise og ventede på at de skulle give Ole noget “vågn-op” medicin, da han havde været lagt i koma allerede da han blev transporteret fra Roskilde til Riget om lørdagen og nu var det tirsdag. Vi ventede spændt på at Ole skulle komme ud af komaen, det havde vi fået at vide kunne tage nogle timer. Vi mødte op kl 10, da det var der de ville give ham medicinen. Vi ventede og ventede og ventede, MEN der skete ikke noget, Ole var stadig bevidstløs. Vi skulle også tale med lægen der havde opereret Ole lørdag nat. Vi fik at vide, at opvågningen kunne tage noget tid, så vi skulle ikke være så bekymret omkring det. Han fortalte at Ole havde været heldig, fordi Lars (som lægen hed) havde siddet i OP stuen ved siden af, så de havde fået lagt Ole til OP hurtig. De havde set på scanningen at Ole havde en stor Aneurisme (udposning af blodkarene i hjernen) i højre side som var sprunget og der var meget blod der var pumpet ud i selve hjernen, blod er det rene gift for hjernen, og ødelæggende. Der var så meget pres på, så da de havde boret igennem hjerneskallen var hjernen “eksploderet ud gennem hullet ” (ja det sagde lægen og vi så nok meget mærkelige ud da han sagde det) ja han mente at der var så meget tryk på hjernen så den var på vej ud gennem de hul de havde boret. Lægerne besluttetede sig for at, i all hast (da vi taler om sekunder) at bore igennem pandebenet for at komme til at suge blodet ud, med risiko for at skade mere, men det var et spørgsmål om liv eller død. Han fortalte også at det var en stor operation og at det tog dem 4 timer at få det meste af blodet ud og få klippset blodåren sammen som var sprængt. Han fortalte os også at, selv om Ole havde fået en stor skade i højre frontallap så havde han set mange eksempler på at mennesker havde kommet relativt godt ud på den anden side. Det der kunne ske var at Oles personlighed kunne forandre sig med netop den skade Ole havde fået. Det var med meget blandede følelser vi gik fra lægen, ville vi få en meget forandret mand/far/pap-far/morfar/pap-farfar tilbage, det ville kun tiden kunne vise. Nu kunne vi kun vente på at Ole vågnede op fra bevidstløsheden

Join the Conversation

2 Comments

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

<span>%d</span> bloggers like this: