15. Krise.

Vi er nu i April måned og tiden går langsomt, der sker ikke så meget, Ole er stadig meget træt og ligger meget i sengen. Da jeg er meget på, hvad pleje angår, så opdager jeg at Ole har fået tre tryksår bagpå, hvilket jeg har været bange for at Ole ville få med så meget sengeleje. Jeg føler virkelig ikke at dette skulle have været nødvendigt, da jeg hele tiden gjort opmærksom på risikoen, lægens forklaring på at man ikke brugte veksellufts-madrasser var ” i min tid her (25 år) på afdelingen har vi ALDRIG haft patienter med tryksår”….. Jeg henvender mig til Hjernesagen og sagsbehandleren tager kontakt med oversygeplejersken, fordi han mente at det nok gjorde mere indtryk hvis de fra Hjernesagen gik ind i det. Jeg anmeldte det også som UTH. På dette tidspunkt var der meget kritik af Holbæk Sygehus, og de havde haft en udsendelse på TV Øst om dette, men det var kun fra personalets synsvinkel. Nåja jeg kunne jo prøve at skrive til TV Øst og fortælle at man også skulle se dette fra patienternes synsvinkel, det var så det jeg gjorde. dagen efter blev jeg kontaktet af TV Øst og var med i et interview, det var egentlig dejligt at få lov til at fortælle om hvor slemt det var, jeg fortalte også at Ole havde fået tryksår som konsekvens af manglende basal pleje, som var konsekvensen af for få varme hænder.

For første gang i de to måneder der var gået græd jeg, det var så hårdt at se min elskede Ole bare ligge der, tårene trillede ned af mine kinder og jeg græd og græd, solen skinnede og det var et smukt vejr, hvorfor skulle dette ske ? Ole var ramt i begge frontallapper og hans fremtid så ikke lys ud, ville han nogensind komme til at huske vores liv sammen? Det var enormt svært at tænke på.

Få dage efter får Ole igen lungebetændelse, nu nr. 3. Jeg var på dette tidspunkt ganske klar over hvad Oles skade vil betyde fremadrettet. Oles datter var på vej hjem fra Luxemburg med Oles nye barnbarn og nu lå Ole der igen med lungebetændelse. Jeg talte med lægen om, om vi skulle undlade at give Ole antibiotika, for det var ikke noget godt liv der ventede Ole. Da jeg har værgemål over Ole så kan jeg i princippet beslutte om der skal foretages noget ift. visse former for behandling. Ole ville under ingen omstændigheder komme til at lide da man ville give ham all den hjælp medicinsk man kunne. Men jeg ville ikke tage denne beslutning alene, Louise, og mine begge sønner, Daniel og Bjørn skulle selvfølgelig være en del af dette. Det var svært at tale om, men vi ville nu give Ole en chance til at komme videre, det var nok for tidlig (måske) at give op nu. Ole kom sig igen igen ovenpå endnu en infektion.

(Denne del af vores historie er meget grænseoverskridende, men er en del af et langt forløb, derfor føler jeg at den også skal med.)

Join the Conversation

1 Comment

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: