30 ½. Hvordan har du det Linda?

Det er der nogle få der spurgt mig om under hele dette forløb.

De fleste har spurgt, Hvordan går det med Ole?

Som pårørende, som hustru, bliver man nærmest usynlig, man bliver en del af en sygdom, en del af et andet menneske.

I mens Ole stadig var på rehab, i 1 år, var jeg en så stor del af Oles liv, jeg deltog i træning, jeg var der, i håbet om at Ole ville kunne huske bedre, ville kunne træne mere, ved at jeg motiverede ham.

Følelsen af at Ole var hele mit liv var kravlet helt ind i min sjæl, ind i min krop. Jeg spurgte ofte mig selv, hvor blev Linda af.

Da Ole i det år var på Rehab, blev Trekroner nærmest mit hjem, jeg var der i gennemsnit 4-6 timer hver dag.

Dem jeg i hovedsag talte med, var personale på rehab, venner/veninder var der ikke plads til.

Overskuddet blev brugt på mine skønne børnebørn, det gav MIG liv, men uroen for Ole var der hele tiden.

Når telefonen ringede, var det mange gange med hjertet i halsen, nå hvad var der nu sket?

Nogle gange valgte jeg bevidst at ikke tage min telefon med da jeg besøgte min naboen. Min nabo som sørgede for at jeg fik noget at spise, var jeg ikke over hos dem, kom hun med mad til mig, de/hun har været guld værd.

Men de gange jeg ikke havde telefon med, skete det 9 ud af 10 gange at de havde ringet fra Trekroner om at der var sket noget med Ole.

Sådan har mit liv set ud i 1½ år.

Standhaftige veninder har været min støtte, selv om jeg nok brugt meget tid på at fortælle om det der sket med Ole mange gange, har de blevet ved med at ringe for at spørge ind til mig

Ja jeg har holdt mig oppe, jeg står stadig op og kæmper for Ole, men jeg kæmper også for mig selv. Jeg kæmper med at blive hørt som pårørende. Hvis jeg lider, hvis jeg er frustreret, hvis jeg er vred eller hvis jeg er ked af det, så går det ud over Ole.

Jeg kæmper for at pårørende, som mig, skal høres og ses. Selv om det meste af Linda ikke er synligt i alt det her, så er jeg her.

Det personale som er knyttet til Ole, har fået de største ”opkast” fordi de ikke altid lytter, så falder man ned i hullet der hedder dårlig samvittighed, men også i fortvivelsen hul. Dette liv som Ole har nu skal behandles med værdighed og respekt, lige meget hvor skadet han er, så er det et liv der er reddet, og det skal passes på.

Det jeg har været god til er, at jeg handlet prompte på min vrede, dette har langt hen ad vejen holdt mig oppe, men samtidigt under tonet mit eget ego Linda.

Lige nu kæmper jeg videre for Ole, men så sandelig også for mig selv, at finde tilbage til mig selv.

Join the Conversation

2 Comments

  1. Hvor du sej Linda. Håber på det bedste for dig og for Ole. Da vi ikke har haft kontakt de sidste mange år, ved jeg hvad der er sket med Ole, men jeg er sikker på I 2 dejlige mennesker nok skal komme igennem det og få et resultat I kan acceptere.
    Knus fra Helle

    Like

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: