32. Oles flyttedag.

Så kom dagen, den 23 maj 2019.

Det var måske lidt fejt af mig, men jeg var ikke i stand til at være med til den flytning, så det havde jeg overladt til Oles kontakt person.

Ole blev flyttet op på et værelse som på det nærmeste var tomt, der stod en hospitalsseng og et sengebord, ingen gardiner, INTET var der.

Jeg kom derop om eftermiddagen, som Ole var flyttet ind om formiddagen, det var nogle af de sværeste skridt jeg skulle tage, jeg kan stadig mærke hvordan min mave trak sig sammen og gråden sad i halsen.

Dette besøg var på ingen måde for min skyld, men udelukkende for at Ole ikke skulle føle sig, igen, helt fremmed og udleveret til nye ansigter.

De næste par dage prøvede jeg at få samlet så meget møbler jeg kunne, stole, bord, TV , dyne, puder, sengetøj, håndklæder, alt det der skulle bruges til at Ole skulle kunne bo der.

De undrede mig meget at Ole sad på sit værelse hver gang jeg kom derop, han sad og ”gloede” ud af vinduet uden at man havde givet ham noget at kikke på. Han sad og spiste ved natbordet, enten var pladen for højt oppe, eller så var den for langt nede. Jeg gik ud til personalet og spurgte hvorfor han ikke sad sammen med de andre beboer. Jamen Ole skulle skærmes fik jeg at vide. Så blev jeg , en af mange gange, vred og spurgte dem om de mente Ole var kommet i fængsel, eftersom han ikke ”måtte” være sammen med de andre, det mente de jo ikke. Så fik de besked om at sørge for at han kom ud af ”isoleringen”.

Få dage efter at Ole blev installeret på plejehjemmet blev der afholdt et indflytningsmøde. Jeg havde forberedt mig ved at skrive ned hvad Ole kunne lide og hvad han IKKE kunne lide, jeg havde også lavet et skriv om hvem Ole var og hvad han havde lavet dengang han var rask, med billeder på en rask Ole.

Men det var stadig med tunge skridt jeg gik derop, efterfulgt af at jeg var nødt til at ”sunde mig” da jeg skulle køre hjem, tårerne trillede ned af mine kinder hver gang jeg forlod Ole, det var en rigtig svær tid.

Svigt, mistillid, magtesløshed og sorg fyldte rigtig meget i min verden, Ole var sat til opbevaring.

Dagene gik, ugerne gik og tiden stod stille. Ole blev mere og mere passiv, nærmede sig ”grøntsags-stadiet”, sad og gloede  ud i luften eller ind i væggen der hvor han var placeret.

Vi var nu også at betragte som skildt, da vi havde hver vores adresse.

Dette betød at nu var vores økonomi skildt ad, dvs. vi kunne hver især søge de bidrag man kan få som enlig.

Dette er vigtigt at vide når man står i denne situation, og jeg tror det er de færreste der ved det.

Join the Conversation

1 Comment

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: