35. Genoptræning betyder meget, når man er hjerneskadet.

Billederne viser hvor meget genoptræning betyder for et menneske med en hjerneskade.

Det er lidt grænseoverskridende at sætte disse billeder ind, men jeg føler at det er vigtig at kunne se den store forskel der er fra at være sat til opbevaring og at blive trænet og aktiveret.

For at have været meget fraværende til at efter ”bare” 14 dages træning og aktivering kom noget af Ole tilbage fra den ”grøntsags”-tilstand han var i, da der intet blev gjort.

Jeg tog en tur til Berlin sammen med Daniel, Louise og Storm, en tur som jeg havde glædet mig til, men også frygtet.

Min telefon lå altid tæt på mig fordi jeg viste jo aldrig hvornår den ringede om at nu var Ole igen røget afsted på sygehuset, jeg var altid parat til udrykning, fordi Ole jo ikke kunne svare for sig selv.

Ved sidste indlæggelse havde en læge spurgt ind til om han haft et ufrivilligt vægttab, hvilket Ole svarede ja på. Hvordan en læge kan spørge om det, det forstår jeg ikke, dvs. hvis hun havde læst hans journal havde det nok hjulpet på forståelsen af at IKKE spørge Ole. Resultatet blev at de satte i gang med en masse undersøgelser omkring ernæring og blodprøver for at finde årsagen til vægttabet. Det morsomme var jo nok at Ole havde slet ikke tabt sig, han havde taget på. Jo man kan nok sige at man får nok ikke læst hvad diagnosen er. Det var som sædvanlig Holbæk Sygehus igen, først skriver man at det er det forkerte ben der er blodprop i og så begynder man at spørge Ole om vægttabet ???

For at undgå flere indlæggelser pga. urinvejsinfektioner blev der besluttet at Ole skulle have en permanent kateter, hvilket kan være både godt og ondt, men det var et forsøg værd. Ole fik heller ikke flere urinvejsinfektioner efterfølgende. Der blev også besluttet i samråd med Oles læge at for fremtiden skulle man undgå flere indlæggelser, for at skåne Ole for all den forvirring, Indlæggelser frem og tilbage betød for Ole at han gik tilbage og så kunne man begynde forfra med træning, det var lidt som to skridt frem og 1½ tilbagehver gang han blev indlagt, og det var der ingen der var tjent med.

Da jeg kom tilbage fra Berlin en uge senere var det en meget forandret Ole jeg mødte, der var virkelig sket store ting. Han var mere glad, var begyndt at sige sætninger spontant og virkede ikke fraværende, men meget nærværende.

Det var jo ikke fordi de havde lavet de store forandringer mht genoptræningen, men de brugte tid på at beskæftige sig med Ole, læste avis med ham, gik tur, brugte tid på at aktivere ham med Lego klodser.

De næste to måneder skete der rigtig meget med Ole, det var som om hans hjerne var ved at finde nye veje til at kunne forstå, men stadig meget minimalt hvad han kunne huske. Det var dejligt at se selv de mindste fremskridt.

Join the Conversation

1 Comment

Skriv en kommentar

Skriv et svar til Pia Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: