36. Det går fremad, indtil……

August, Oktober går det meget fremmad.

Ole har ikke i den lange tid han været syg været så ”kvik” og at der er sket så mange fremskridt som det gjorte i denne periode

Ole var hjemme på besøg om søndagene og det var hyggeligt, vi kunne føre en lille samtale og Ole kunne spontant komme med sætninger uden at jeg skulle spørge hele tiden.

Han kunne i denne periode også komme med små sjove bemærkninger. Men ”huskeren” var stadig dårlig, han kunne ikke huske at dette var hans egentlige hjem.

På plejehjemmet var de meget begejstret for Oles fremskridt, de hyggede sig ved at være med i træningen og glædede sig ligeså meget som jeg over hans fremskridt.

Den 20 oktober var Ole hjemme og han var rigtig dårlig, det viste sig at endnu en gang havde der sat sig en lungebetændelse, nu gik det jo så godt.

Eftersom jeg i samråd med hans læge havde besluttet at han skulle behandles på plejehjemmet og ikke indlagt, som han plejede, blev der sat ind antibiotika.

Den 24 oktober var det Oles fødselsdag, den skulle jo fejres med lagkage ligesom sidste år. Ole havde det nogenlunde og var glad for at have børnene omkring sig og smilede, selv om han ikke sagde så meget kunne man mærke at han var glad for de støjende unger.

Ole bliver dårligere efter fødselsdagen og ryger ind i endnu en lungebetændelse, det er som om infektionen ikke vil slippe rigtig. Denne gang bliver behandlet på plejehjemmet og får ikke antibiotika i drop som de andre gange.

Jeg afholder opdateringsmøder med afd. Sygeplejersken og centerlederen hver 14 dag stadig.

Afd. Sygeplejersken synes også, ligesom mig, at Ole bliver mere og mere træt, men vi afventer at tage action på det da vi i første omgang tænker at det ”bare” har taget lidt hårdt på Ole med to lungebetændelser lige oveni hinanden.

Ole bliver fortsat mere træt, er ikke vågen så mange timer i døgnet, vi har en mistanke om at hans shunt er ved at stoppe igen, ligesom sidste år. Dette betyder ar den væske man har rundt om hjernen ikke løber fra de hulrum der er i hjernen, hvilket igen betyder at det trykker på hjernen.

I slutningen af november taler jeg med Oles læge, og vi bliver enig om at det vil være synd for Ole at han skal indlægges på Riget igen. Hans hjerneskade er så stor at han nok ikke kan opnå ret meget mere fremgang end han har nået på dette tidspunkt.

Jeg bliver nødt til at spørge mig selv om hvor værdig et liv dette er for Ole. Nødt til at holde fast i at hvis den raske Ole stod ved siden  af og så på sig selv i denne situation, hvad ville han sige til mig…..Sådan et liv ville han aldrig leve.

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

<span>%d</span> bloggers like this: