*3. Følelsen af at være handlingslammet.

Nu er jeg klar til at tage hul på mine følelser, det er en hård proces fordi nu er det på tide at mærke efter, mærke efter alle de følelser som jeg har holdt rigtig langt fra kroppen, ikke villet mærke, men også svært at fortælle, fordi der rør sig egentlig så meget.

Den dag det skete er på mange måder chokerende, ikke bare chokket over at Ole havde fået en hjerneblødning, men chokket over min måde at reagere på.

Normalt er jeg ikke handlingslammet.

Jeg har kørt med Bjørn til Roskilde fra Skibby da han havde drukket acetone, sørgede for at hælde en masse mælk i ham. Kørte ham på skadestuen da han havde slået en stor flænge i panden. Den værste var nok den gangen hvor han havde et stort astmaanfald, der kørte jeg i snestorm, med Bjørn liggende på bagsædet og dårlig kunne trække vejret, da jeg ankommer til Roskilde Sygehus siger de – du skulle jo have ringet efter en ambulance – .

Den gangen hvor Daniel fik en styrtblødning i næsen, der kørte jeg bare afsted med ham, uden at tænke andet end han skulle på skadestuen.

Da Ole sad på toilettet med hoved på toiletbordet, væk fra omverden, der slog jeg på ham – vågn op, vågn op –. Efterfølgende fik jeg dårlig samvittighed, var det min skyld at hans skade var blevet så stor, det gik jeg rundt med rigtig længe inden jeg turde spørge om det var min skyld, det var det ikke fik jeg så at vide, skaden var sket.

Jeg var totalt handlingslammet, kunne ikke finde ud af hvordan man skulle ringe 112, det måtte naboen gøre, kunne ikke holde ud at se Ole ligge der, ligesom han var død, det troede jeg også på et tidspunkt. Da paramedicinerne kom stod jeg og hev i hans tøj, kunne ikke svare på de simpleste spørgsmål. Gik i cirkler omkring mig selv, fattede ikke noget, forstod ikke hvad der blev sagt.

Min nabo var sød at tage med Ole til riget i ambulancen, jeg kunne jo ikke gå fra Lille Storm, der lå og sov udenfor, nu måtte jeg jo tage mig sammen og samle mig selv op.

Da de var kørt afsted med Ole vågnede Storm og jeg skulle tage mig af ham indtil Daniel kom, men min anden søde nabo kom og var sammen med Storm og Bjørn kørte mig til Riget.

Alle tanker der kørte rundt i hovedet, jeg fattede ikke noget, HVORFOR ????

Jeg sagde farvel til Ole inden han blev kørt til operation, det var Bjørn der måtte minde mig om at sige farvel NU, vi viste jo ikke om Ole ville dø eller overleve.

Næsten 5 timers venten var overstået, men ingen viste hvordan det ville ende. Aj hvor gjorte det bare ondt inde i mig, græde kunne jeg ikke, var nok stadig i chok på det tidspunkt.

Ole lå i koma, nu skulle tiden arbejde for Ole

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

<span>%d</span> bloggers like this: