*3 Små øjeblik af håb.

Selv om jeg næsten hele tiden har vist omfanget af Oles skader har jeg dog ind imellem haft håbe om at noget skulle komme tilbage.

Håbet om at han ville vågne op, den gangen på Riget, og sige ”hvad laver jeg her?”, den var der da, at sige andet ville være en løgn.

Da han endelig vågnede op var håbet meget stort, men det blev hurtig slukket igen, han huskede intet, kunne intet.

Det er så svært at beskrive alle de følelser der har gået igennem min hjerne og krop.

Alle de dage hvor jeg har siddet hos ham på Holbæk Sygehus, hvor der ind imellem kom små glimt frem og jeg håbede på at der ville være flere små glimt næste dag jeg kom.

Jeg husker tydeligt en dag, hvor Ole dagen før havde været forholdsvis frisk og sagt ”Jeg vil hjem”. Dagen efter var der slukket igen, Ole sov det meste af de 4 timer jeg var der. Solen skinnede og det var et skønt vejr, jeg sad på den anden side af vinduet og kikkede ud, huskede alle de gode stunder vi haft sammen. Tårerne trillede stille ned af mine kinder, for at til sidst bryde helt ud. Fortvivlelse, frygt, magtesløshed, alt brød frem i lys lue og jeg græd og græd.

Hvor skulle jeg gøre af all min kærlighed, all min sorg ??

Jeg havde mest lyst til at ruske i Ole og skrige ham ind i ansigtet, KOM TILBAGE TIL MIG !!!!!

Men det kunne jeg jo ikke, Ole ville ikke forstå det.

Det er svært at sætte sig ind i hvad der foregår i en hjerne der er så skadet som Oles var, det afføder så mange spørgsmål for en pårørende, som her var mig.

Jeg fattede ikke at Ole, der var så alvidende og huskede i timer hvad der var foregået, intet viste intet huskede, han lå bare der, uvidende om verden omkring sig.

Frygten ved at miste og frygten ved at dette skulle fortsætte, var meget blandede følelser i mig.

På den ene side vil jeg jo gerne have Ole ”tilbage”, men med min viden viste jeg jo at det ville ikke ske. På den anden side ønskede jeg at Ole skulle få fred, dette var ikke et liv for min elskede, aktive, alvidende Ole.

Det var så skræmmende at ikke vide hvad fremtiden ville bringe.

På dette tidspunkt var det ikke mange der viste hvad der var sket med Ole, jeg havde ikke brug, endnu, for menneskers kommentarer.

Havde ikke brug for folks floskler, ” Det skal nok gå alt sammen” – ” Han er snart hjemme igen” – ”Pas nu på dig selv” – ”Jeg forstår godt hvordan du har det”

Ærligt når disse kommentarer kom havde jeg mest lyst til at skrige NEJ DET GÅR IKKE; NEJ HAN KOMMER IKKE HJEM IGEN; HVORDAN SKAL JEG KUNNE PASSE PÅ MIG ; OG NEJ DU FORSTÅR IKKE HVORDAN JEG HAR DET……..

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: