*6 En svær tid, men dog en lettelse.

Ja det er gået lidt tid siden sidste indlæg, men der er også sket meget i den tid.

Corona virussen kom lige pludselig snigende ind ad døren og dørene blev lukkede ud til verden.

Et eller andet sted havde jeg jo forliget mig med at Ole var død og det var jo i grunden det jeg havde ønsket for ham i lang tid pga. hans tilstand.

Men savnet kom langsomt krybende ind i mit hjerte nu da Corona kom ind i vores land. Vi skulle alle sammen passe på hinanden og holde afstand.

Jeg valgte selv isolationen fra mine børn og mine børnebørn, ikke så meget for in egen skyld, det må jeg jo nok indrømme, men for min ”lille” søns skyld.

Nu sad jeg her i min sofa alene, uden Ole at læne mig op ad, at tale med, så kom savnet væltende ind over mig.

Samtidig som jeg var ked af at Ole ikke var her mere var jeg egentlig glad for at han havde nået at sove ind inden alt dette Corona kom. Tanken om at han skulle sidde derude på plejehjemmet uden at jeg kunne komme derud på besøg ville have været forfærdeligt, den dårlige samvittighed ville have vokset sig stor. Jeg tænkte også over hvordan det ville have været ved hans bisættelse, det ville jeg ikke kunne have klaret uden den støtte fra mine børn og børnebørn, og tanken på at hans datter skulle stå alene fordi vi ikke havde kunnet have vores familie med, den tanken er ikke rar at tænke. Så set ud fra den synsvinkel er jeg glad og taknemlig over at Ole fik slutte sit liv der.

Til trods for at min elskede Ole ikke været til stede de sidste to år har det været tungt at miste helt. Den dag jeg fik brev fra Østre Kirkegård at Oles urne var sat ned på de ukendtes, der brød min verden sammen. Ole var her ikke mere, der var kun aske tilbage, for mit indre syn så jeg en bunke aske, som nu var min Oles jordiske rester.

Selv hvor meget jeg havde forbedret mig på Oles død, selv hvor meget jeg havde ønsket for ham at han skulle få lov til at forlade den sølle tilværelse han havde de sidste to år, så er det stadig svært at forstå at hans fysiske krop heller ikke er her mere.

Ikke fordi at jeg tænker på ham hver dag, fordi det har blevet min hverdag gennem disse to år at han ikke har været herhjemme, og det har jo skabt en ny hverdag og uden Ole, men der dukker stadig ting op hvor jeg tænker – ah det plejede Ole at gøre – .

Lige nu er jeg inde i en periode hvor jeg synes det er rigtig svært at se tilbage på den gang Ole var rask og vi dansede, for det var en dejlig tid som er så savnet.

Mit liv går videre uden Ole, ind i en ny tid hvor jeg sammen med Tina skal ud og holde foredrag om at være pårørende til en syg ægtefælde. Foredraget kommer til at hedde ”Der hvor regnbuen ender” , det samme kommer Tinas bog til at hedde.

Join the Conversation

1 Comment

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: