*7. Går livet i stå?

Ja tanken og følelsen af at livet kan gå i stå har da været der, mange gange.

Når ulykken sker, står alt stille, selv tankerne står stille, sådan føles det i hvert tilfælde, alt går i stå, og dog det gør det jo ikke, for havde det gjort det så sad jeg jo ikke her og skrev.

Mange gange under vores forløb har det føltes så meningsløst, så uretfærdigt, det kan godt være at vi begge havde nået en alder hvor tingene ikke sker så hurtig mere, vi bliver jo ældre, men vi stod midt i vores liv som den generation der skulle/var bedsteforældre og skulle nyde livet sammen.

Til tider hvor jeg sad ved Oles seng, eller for det meste på sengekanten eller ved siden af ham i sengen, føltes det som livet var gået i stå, der skete jo ingen fremgang. Der gik dage hvor jeg bare stod op, gik i bad, kørte afsted for at være hos Ole, for der kunne jo være sket fremgang fra i går da jeg kørte. Desværre var det jo sjældent det skete.

Tålmodighed sættes på prøve, men er det det samme som at livet går i stå?

Det er svært at se at livet skrider frem når man står midt i det, man bliver ind imellem nødt til at stoppe op, mærke efter og finde glæden dybt derinde.

Når jeg krammede og kyssede Ole kunne jeg mærke glæden, at langt derinde bagved all sygdom var der en del af Ole jeg kendte, som jeg kunne føle og mærke. Når Ole æede min kind var det jo den hånd jeg kendte, så var livet jo ikke gået i stå.

Var livet gået i stå de dage hvor jeg lå på gulvet, spillede noget bestemt musik, og bare lod tårerne løbe, og skriget inde i mig komme ud? Nej det var jo i grunden tegnet på at livet ville ikke gå i stå, for så havde jeg ikke haft tåre og skrig inde i mig.

Man kan jo heller ikke engang sige at Oles liv var gået i stå, hans liv var bare blevet anderledes, han levede i meget korte sekvenser, 10 minutter ad gangen, men det var jo ikke gået i stå, han kæmpede på sin måde.

Mit liv var jo heller ikke gået i stå. Set i bakspejlet så har jeg lært mange ting, tilegnet mig en viden jeg ikke havde før.

Livet gik ikke i stå, kærligheden ændrede sig, måden at leve på ændrede sig.

Jeg lærte mig selv at kende på en hel anden måde, lærte at se og føle livet på en ny måde.

Så nej livet kan aldrig gå i stå.

Men husk at leve livet, også de dage der er svære og føles som alt er gået i stå.

Join the Conversation

1 Comment

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

<span>%d</span> bloggers like this: