10. Morfar for anden gang.

Louises, Oles datter, var højgravid og havde haft termin, men (nok) pga. alle de ting der var sket med hendes far gik fødslen lidt i sig selv, hvilket er meget forståeligt. Dagen før, den 10 marts, havde Ole jo vågnet op, så nu kunne Louise slappe lidt af. Den 11 marts føder hun lille Lisa, nu var hun ikke så lille enda. Jeg kørte ud til Roskilde Sygehus for at fortælle Ole at han nu var morfar til to skønne piger. Det var svært at finde ud af om Ole i det hele taget registrerede noget, selv om han havde vågnet op fra bevidstløsheden. Ole smilede og sagde svagt “ja”. På nuværende tidspunkt viste vi ikke hvor meget skade Ole havde taget af hjerneblødningen, men vi viste at begge frontallapper var skadet, så oddsen for at han kom helt tilbage var jo små, men vi håbede på at det var som lægen på Riget havde fortalt os, at selv med en stor skade kan man få mange af sine funktioner tilbage, og det kunne tiden kun vise. Håbet var stort på dette tidspunkt. Nu ventede vi bare på at Ole skulle flyttes til Geriatrisk afd. på Holbæk Sygehus, fordi sådan en afd. har man ikke på Roskilde. På geriatrisk afd. starter man sin genoptræning indtil man kan flyttes videre til et genoptrænings centre, et Rehabilitering centre. Ole havde været igennem fase 1 (den akutte fase) nu og skulle videre i fase 2, den form for genoptræning som foregår i sygehusregi. Man taler om 4 faser i forbindelse med et forløb, så nu var Ole altså i fase 2.

9. Så kom dagen vi ventet på.

Den 10 marts 2018 kom Ole tilbage til Roskilde , på næsten samme tidspunkt som han havde forladt Roskilde for en måned siden, på dagen. Nu landende han på Roskilde Sygehus.Jeg var på sygehuset kort efter de havde afleveret ham der. Jeg gik hen til sengen hvor han lå, lidt nervøs for hvad der skulle møde mig, var der kommer lidt mere “liv” over Ole eller lå han der ligesom han havde ligget imens han var på Riget? Da jeg havde stået ved hans seng et par minutter slog hans sine øjne op, det var første gang jeg så Oles øjne i løbet af den måned der var gået. OLE VAR VÅGEN. Jeg prøvede at spørge ind til hvordan han havde det, men hans svar var utydelig og stemmen var meget svag, det eneste jeg kunne forstå lidt var at han var sulten, og det var udfra at jeg spurgte til det, da jeg vidste at han ingen sondemad havde fået siden aftenen før, da han skulle køres om morgenen. Lægen kom ind og hun var ligeså forundret og glad over at han havde vågnet op. Ole var selvsagt meget træt og meget svag, han havde tabt sig meget og hans muskulatur var næsten helt væk pga. hans sengeleje i den lange tid. Man siger at man mister ca 500 g muskelmasse pr. dag når man er totalt sengeliggende som Ole havde været. Det første jeg gjorde når jeg havde samlet mig lidt (og holdt op med at snøfte) over den overraskelse og glæde var selvfølgelig at ringe Louise, Daniel og Bjørn, glæden var enorm. Jeg tror vi alle sammen på en usagt måde havde opgivet håbet om at Ole ville vågne op. Men på nuværende tidspunkt var der ingen der egentlig kunne sige hvor meget skaden ville påvirke Ole, mere end at vi viste at han havde en stor skade, begge frontallapper var meget skadet. Så nu var vi i en ny form for venteposition. Nu kunne vi kun håbe på at han hurtig blev sat i træning.

8. Dagene gik.

Nu var der gået 25 dage og Ole var stadig bevidstløs og på Rigshospitalet. Lægerne ville nu gøre et sidste forsøg på at få trykket på hjernen til at fald vha en shunt . Cerebrospinalvæske er den væske som omslutter hjernen for at hjernen ikke skal støde ind i hjerneskallen, en slags stødpude. Cerebrospinalvæske bliver dannet i hjernen men skal kunne løbe ud fra hulrummene i hjernen, hvis det ikke kan bliver trykket på hjernen for stort, og det er det som sker med Ole. Shunten skal være med til at føre Cerebrospinalvæske væk fra hjernen så hjernen igen har plads til at folde sig ud. Vi ventede igen spændt på at Ole skulle vågne op, der var ingen garanti for at det ville ske, men sandsynligheden for at han vågnede op var stor. Vi ventede, og ventede atter en gang på at der skulle ske en forandring. der gik 1 dag der gik 2 dage. Planen var at Ole skulle overflyttes til Roskilde Sygehus, fordi man ikke kunne gøre mere for Ole på Riget og den fare der var for at få hjernespasmer (som bevirker yderliggere skader på hjernen) var overstået, den største risiko for dette er de første 21 dage efter en aneurisme (hjerneblødning) og de var nu overstået.

7. I ventetiden

Nu var der gået 15 dage og Ole lå stadig bevidstsløs, og nu kunne jeg mærke at der dukkede andre problemer op.
Det var snart den sidste i måneden og regninger og husholdnings penge skulle flyttes fra den private konto til en fælleskonto. Fælleskontoen stod i vores begges navn men de private konto som de skulle flyttes fra stod jo i vores privat navn, det var ikke godt.
Man må jo ikke gå ind på hinandens private konto uden en fuldmagt.
Ole var en ordens mand så jeg kunne nemt finde hans NemId og koder, men da jeg talte med banken fik jeg at vide at det var strafbart at gå ind og flytte hans penge til fælleskontoen.
Vi havde flere gange talt om at vi skulle have lavet en “Fremtids fuldmagt” men det havde desværre KUN blevet ved snakken, det gav nu problemer. Vi var jo blevet gift bla. for at sikre hinanden hvis det skete den anden noget, men det fandt jeg så undervejs ud af at det var ikke sikkert nok, bagklog kan man jo altid være.
Jeg talte med en advokat og spurgte hvad jeg skulle gøre, hans råd var at jeg søgte et værgemål et værgemål lød skræmmende, fordi jeg regnede jo med at Ole ville vågne op og være sig selv til en vis grad. At søge et værgemål betyder jo at man fratager den anden all ret til at bestemme over sin økonomi og også personlige beslutninger, hvis det ligger i værgemålet. Der skal også siges at et værgemål kan ophæves igen når den man er værge for er rask igen.
Det var virkelig skræmmende, men hvad andre valg havde jeg?
Vores økonomi hang sammen på den måden at jeg betalte alle faste udgifter, dvs. der var ikke andet end en smule lomme penge tilbage når de faste var betalt. Ole stod for andre fællesudgifter, som mad ol. Hvis jeg ikke flyttede penge så kunne jeg vælge at enten sulte eller ikke betale husleje.
Jeg talte med Statsfovaltningen (som nu hedder Familieretshuset) og jeg skulle søge værgemål på den og den blanket, fint, men hvor lang er sagbehandlingstiden så spurgte jeg, SVAR…..hold nu fast…..6-7 MÅNEDER !!!!!!
Så blev jeg meget stille, jeg havde 3 dage til at finde ud af at få nogle penge ind på min konto. Det tog også lidt tid inden jeg fik taget mig helt sammen til at trykke på knappen send, det skal jeg ærligt indrømme.
Jeg gjorde så noget ulovligt, jeg skulle jo have noget at leve for.
Havde vi nu været fornuftige så havde vi fået lavet en ” Fremtids fuldmagt” for den havde allerede trådt i kraft da Ole fik hjerneblødningen.
Dette er kun starten på hørtler ifm Familieretshuset.
Kære Jer der læser dette gør jer selv og jeres familie den kæmpe tjeneste og hjælp…..LAV EN FREMTIDSFULDMAGT !

6. Hvorfor Sigurd.blog ?

Der er flere der har spurgt hvorfor jeg har kaldt bloggen for Sigurd. Det vil jeg gerne svare på med disse billeder. Ole og Sigurd havde et særlig forhold, det var altid Ole der gav dem aftensmad og Sigurd henvendte (hvis man kan sige sådan) sig mest til Ole. Da Ole blev syg og havde været indlagt et stykke tid så blev Sigurd totalt umulig, han gik og jamrede sig hele tiden. Da Ole kom til Trekroner Rehab tog jeg Sigurd med ud til Ole flere gange, og det tror jeg begge var glade for. Derfor syntes jeg at det passede at bloggen hedder Sigurd, da jeg ikke havde lyst til at den hverken skulle hedde Lindas eller Oles blog, fordi den kommer til at handle om så meget mere.

5. Dage vi husker.

Der kom mange dage hvor vi sad og huskede. Huskede hvor hjælpsom og aktiv Ole var. Ole fik mange timer til at gå med at hjælpe mine sønner med forefaldende arbejde på deres huse. Ole var med til at lægge grunden til Daniel og Louises sommerhus, olierede kilometervis af bræder til beklædningen. Ole sagde næsten aldrig nej. Skulle der holdes fødselsdag for en af Bjørns børn og gårdspladsen skulle ryddes for ukrudt, så gik Ole og hyggede sig med at brænde ukrudt, med en smøg i munden. Mine børnebørn nød godt af Oles engagement, altid parat til at være deres legeonkel. Hvor mange meter klisterbånd der er blevet brugt gennem årene når Cirke synes at Ole skulle være syg og plastres til. Fredrik sad ofte bare sammen med Ole og de kikkede på traktorer og helikoptre, Ole håbede at han en dag kom op og flyve med helikopter. Storm og Ole hyggede ofte med en bog efter badet. Ja børnene var glad for Ole og de havde svært ved at forstå at Ole var syg, de mindste sad ofte i køkkenvinduet og kikkede efter Ole, de var vandt til at det var Ole der lige løb ned efter en liter mælk hvis vi glemt at købe det. Så sad de på køkkenbordet og ventede til han kom tilbage. De sad stadig på køkkenbordet og kikkede ud, når der kom nogen forbi så troede de det var Ole, – kommer Ole nu ?

4. Vores anden bryllupsdag.

Den 18 februar 2018 var vores anden bryllupsdag, det blev en meget stille dag.
Ole havde nu ligget bevidstløs i 8 dage, tiden var lang da vi ikke viste hvornår han ville vågne op, hvis han nogensind ville vågne op.
Jeg talte med lægen og han sagde at man viste ikke om han nogensind vågnede op igen, han kunne i princippet ligge på den måden i årevis.
Det var en svær dag.
Ole lå der med slanger alle vegne, han havde dræn fra hjernen da der stadig stod blod mellem hjerneskallen og selve hjernen, som bevirkede at trykket på hans hjerne var alt for højt.
Han blev passet og plejet på bedste vis, han havde sin “egen” personale da han lå på intensiv.
Det var svært at besøge ham, da han bare lå der, men han var barberet fint HVER dag, en af sygeplejerskerne, en mandlig italienere, sørgede for at han blev barberet med skraber.
Jeg havde virkelig følelsen af at de passede godt på min kære Ole på Riget.
Jeg skulle senere i forløbet finde ud af at sådan var virkeligheden ikke udenfor intensiv afd.
Han så nu så fin ud der han lå i sengen, men der var ingen livstegn, udover at han trak vejret gennem respirator.
Men jeg var vred på Ole, jeg var ked af det, syntes ikke han bare skulle ligge der, ruskede i ham, vågn op, vågn nu op for pokker.
Håbet var alligevel stort, men tiden gjorde jo at spekulationerne omkring HVOR skadet han hjerne blev bare større og håbet om at få Ole tilbage som den Ole han var svingede meget.
Det eneste vi kunne gøre var at vente og vente.

3. Vågn nu op!

Ole var typen der passede på sig selv, så her er det sidste billede på Ole hvor han sidder hos vores fodbehandler Birthe.

Louise, Oles datter var kommet hjem fra Luxemburg, højgravid og skulle snart føde, så det var lige før hun ikke måtte have fløjet, men det lykkedes.
Nu sad vi, Daniel, Bjørn, som er Oles pap-sønner (mine sønner) og Louise og ventede på at de skulle give Ole noget “vågn-op” medicin, da han havde været lagt i koma allerede da han blev transporteret fra Roskilde til Riget om lørdagen og nu var det tirsdag. Vi ventede spændt på at Ole skulle komme ud af komaen, det havde vi fået at vide kunne tage nogle timer. Vi mødte op kl 10, da det var der de ville give ham medicinen. Vi ventede og ventede og ventede, MEN der skete ikke noget, Ole var stadig bevidstløs. Vi skulle også tale med lægen der havde opereret Ole lørdag nat. Vi fik at vide, at opvågningen kunne tage noget tid, så vi skulle ikke være så bekymret omkring det. Han fortalte at Ole havde været heldig, fordi Lars (som lægen hed) havde siddet i OP stuen ved siden af, så de havde fået lagt Ole til OP hurtig. De havde set på scanningen at Ole havde en stor Aneurisme (udposning af blodkarene i hjernen) i højre side som var sprunget og der var meget blod der var pumpet ud i selve hjernen, blod er det rene gift for hjernen, og ødelæggende. Der var så meget pres på, så da de havde boret igennem hjerneskallen var hjernen “eksploderet ud gennem hullet ” (ja det sagde lægen og vi så nok meget mærkelige ud da han sagde det) ja han mente at der var så meget tryk på hjernen så den var på vej ud gennem de hul de havde boret. Lægerne besluttetede sig for at, i all hast (da vi taler om sekunder) at bore igennem pandebenet for at komme til at suge blodet ud, med risiko for at skade mere, men det var et spørgsmål om liv eller død. Han fortalte også at det var en stor operation og at det tog dem 4 timer at få det meste af blodet ud og få klippset blodåren sammen som var sprængt. Han fortalte os også at, selv om Ole havde fået en stor skade i højre frontallap så havde han set mange eksempler på at mennesker havde kommet relativt godt ud på den anden side. Det der kunne ske var at Oles personlighed kunne forandre sig med netop den skade Ole havde fået. Det var med meget blandede følelser vi gik fra lægen, ville vi få en meget forandret mand/far/pap-far/morfar/pap-farfar tilbage, det ville kun tiden kunne vise. Nu kunne vi kun vente på at Ole vågnede op fra bevidstløsheden

2. Dagen der blev anderledes.

Lørdagen den 10 februar 2018 startede som så mange andre dage, bortset fra at vi skulle passe Storm, mit yngste barnebarn. Vi skulle holde vores anden bryllupsdag og min fødselsdag (som egentlig var den 18 feb.) lørdagen efter, den 16 februar, derfor havde vi besluttet at, når Storm vågnede fra formiddagslur skulle vi gå ned i Roskilde by og bestille bord til fejring af dette.
Som altid passede vi på at gå i bad og gøre os klar imens børnene fik middagslur, der var fred og ro til at tage bad og hygge lidt om os selv. Jeg havde været i bad, så nu var det Oles tur at gøre sig klar. Ole kommer ud i køkkenet og siger “for H hvor har jeg fået ondt i mit hoved” , i et kort øjeblik tænker jeg – åh nej bare det ikke er en blodprop- men slår det hen som pjat. Ole sætter sig et øjeblik på sofaen, og min kommentar var ” øh skulle du ikke i bad?” “jo jeg går nu” er Oles kommentar, dette er den sidste sætning jeg hører fra Ole hvor han er bevidst om hvad der sker. Kort efter gik jeg ud på badeværelset for jeg er faktisk ret bekymret over den hovedpine. Ole har gennem de år jeg kendt ham, og før der, haft nogle mærkelige anfald af hovedpine, men det er slået hen med at det nok var migræne, men jeg havde det lidt underligt denne gang. Jeg banker på dørren til badeværelset, intet svar, og så går det panik i mig, der er noget galt, ganske rigtig, Ole sidder på toilettet med hovedet lænet op på toiletbordet og vil ikke vågne op. Jeg prøver at få slået numerate til 112, men kan ikke se/finde tasterne, så jeg gik ud på opgangen og bankede på naboens dør , som måtte ringe for mig.
Hun ringede 112 og fortæller senere at der gik ikke andet end 4 minutter så var ambulancen der. Jeg gik rundt om mig selv og kunne ikke finde ud af noget som helst, heldigvis lå Storm stadig udenfor og sov, så han blev forskånet for alt der skete rundt omkring ham.
Jeg fik taget mig sammen og ringet til mine sønner, Daniel (Storms far) var i Kalundborg og kastede sig i bilen mod Roskilde. Bjørn, min anden søn kom for at køre mig til Rigshospitalet.
Vi landede på Rigshospitalet kort efter at Ole var blevet indlagt og ventede på at blive opereret, vi gik ind for at se til ham og Bjørn siger til mig “Mor giv nu Ole et stort kys, det er jo ikke sikkert at du ser ham i live mere”. På vej ind til Rigshospitalet ringer vi til Oles datter, som bor i Luxemburg, dvs det var Bjørn der måtte tale med hende, jeg var ikke i stand til at sige en fornuftig sætning.
Daniel og Storm støder så til på Rigshospitalet, og Bjørn kører hjem. Cirkeline , mit ældste barnebarn skulle til koncert med Markus & Martinus den dag, og det havde hun glædet sig til i rigtig lang tid, så hendes dag skulle ikke blive ødelagt, ligemeget hvordan det her sluttede. Ole blev opereret i 4 timer, det var en massiv hjerneblødning, nu lå han i koma. Vi kunne ikke gøre mere så vi vendte tilbage til Roskilde, totalt udmattede og så kunne vi bare vente på udgangen. Noget søvn for nogen af os blev det ikke rigtig.
Det var den dagen alt forandredes.

1. Da livet fik en drejning.

Vi mødte hinanden på et dansegulv i Ishøj for 12 år siden, i de første mange år tilbragte vi mange timer på dansegulvet, ikke kun i Danmark men også i udlandet, det var vores største passion.
Efter at have levet sammen i en del år blev vi gift den 18 feb. 2016.
Vi havde et godt og aktivt liv sammen.
Ole begyndte at spille petanque og jeg begyndte at beskæftige mig mere og mere med alternative behandlinger. Vi dansede stadig en gang om ugen, men nu på et lavere plan, kun for hyggens skyld.
Vi beskæftige os sammen omkring Network Marketing.
Den 10 februar 2018 gik vores liv i stykker.
Ole fik en massiv hjerneblødning, i løbet af 10 minutter tog vores liv en drejning som ingen af havde forestillet sig.