Featured

Opdatering oktober 2020

En lille opdatering fra mig.

Det er rigtig lang tid siden jeg har fået skrevet noget her i bloggen, det beklager jeg.

Men jeg vil så også fortælle at jeg, som altid, har flere jern i ilden.

Jeg har lavet teater, hvilket har givet mig en selvtillid i at stå på en scene. Det har både været sjovt og lærerigt. Vi mangler på nuværende tidspunkt at opføre vores teater 4 gange mere.

Jeg har også holdt foredrag på sygeplejerskeskolen i Hillerød, og skal igen her i november.

De sidste par måneder, samtidig med at jeg brugt meget tid på teatret, har jeg gået og tænkt, mange tanker.

Hvad tænker du på Linda?

Jo ser I jeg har jo selv været igennem så meget undervejs, at jeg på sigt vil dele det med andre pårørende.

Prøve at give dem nogle værktøjer til at komme videre, og ikke miste sig selv i løbet af et sygdomsforløb, om det er ægtefælde, mor, far, bedste forældre det er ligegyldigt, jeg tror alle kommer til et punkt hvor man er lost i sit eget univers.

Jeg tænkte mange gange ”Hvor blev Linda af?”

Det er svært at samle op på når man helt opgivet at være ”MIG”.

Jeg har været i den heldig situation at dels har jeg en vilje der driver mig fremmed og dels haft/har et netværk der har kunnet bakke op omkring mig.

Det fantastiske netværk har alle ikke.

Selv om jeg haft dette netværk har det været svært at bremse den udvikling, som er i at føle ens identitet er lige med den syges, man bliver advokat, plejer talerør og pårørende. At opretholde disse titler kræver en hel masse, det er der ikke alle der kan, man synker ind i rollerne og ens egen identitet viskes langsomt ud. Manglen af egen identitet opdager man ikke med det samme, den kommer snigende, og lige pludselig en dag opdager man det. På det tidspunkt er det ofte sådan at man føler sig brugt, er træt, har meget lidt overskud og føler at man ikke taler om andet end den syge.

Der er sikkert nogle der genkender dette?

Men kan man bremse i tide?

Kan man gøre noget godt for sig selv for at bevare sin identitet?

DET er de værktøjer jeg lige nu sidder og arbejder med.

Det bliver en spændende rejse, både for mig og dem der kommer til at følge mig, og de vil finde de værktøjer der kan hjælpe med at holde fast i sig selv..

Featured

Velkommen til Sigurd Blog.

En blog der handler om en rejse på 2 år gennem det danske sundheds væsen – og en rejse der fortsætter med at handle om min rejse efter de to år.

Be yourself; Everyone else is already taken.

— Oscar Wilde.

This is the first post on my new blog. I’m just getting this new blog going, so stay tuned for more. Subscribe below to get notified when I post new updates.

Kære følger af min blog SIGURD. Det er nu lang tid siden jeg har skrevet noget i bloggen, det er nu ikke fordi jeg ikke lavet noget, det er fordi jeg har arbejdet på at lave et online forløb til jer der er pårørende til en kronisk syg kær. Jeg har også flyttet fra vores fælles lejlighed i Roskilde, det var på en måde en lettelse men samtidig med sorg i hjertet. Men jeg skal videre og nu vil jeg gøre noget for andre, hjælpe andre så de ikke havner i samme situation som jeg gjorte, at miste mig selv, hvor var “LINDA” i hele denne proces.

Lidt opdatering på hvor langt jeg er kommet.

Jeg har snart min hjemmeside færdig www.bumpa.dk , der kan du læse lidt om mig og hvad jeg går og laver. Og så er det nok du tænker – det var da et sjovt navn,- men det har en grund, mit barnebarn sagde tit “bumpa”, det var før alt det med Ole skete, men jeg havde det i tankerne allerede den gang, – skal jeg nogensinde lave en hjemmeside så skal den hedde “bumpa” selv hvor mærkeligt det end lyder. Så jeg var ikke i tvivl da jeg skulle lave en hjemmeside med formålet at hjælpe pårørende.

Min plan er klar, som det første kommer der til at ligge en gratis guidet meditation til dig, lavet til dig der er pårørende, fordi det er vigtigt at vi som pårørende får ro i vores tanker, at vi arbejder med os selv, så vi ikke ender med at være ”identitetsløse” hvilket er så nemt i de traumatiske situationer vi bliver ramt af når ens kære bliver alvorligt syg, også især at de fleste, ligesom jeg, følte at der var for lidt hjælp, for lidt pleje og omsorg for den der er kronisk syg.

Hvis jeg havde haft de redskaber som jeg har tilegnet mig og vil dele med dig, havde der været plads og forståelse for at vi, som pårørende, skal passe på vores ego, vores egen person.

Jeg er ved at sammensat et program som retter sig til dig, til dig der føler dig udbrændt, fanget i et system og en rolle som ikke gavner nogen, ej heller den du holder af og vil gøre alt for.

* 9. Kan man grine og være glad?

Selv om livet ikke altid er til at grine af, eller i det hele taget, er der noget at grine og være glad over?

Tina, min gode veninde som jeg har et samarbejde med omkring de foredrag som skal holdes for personale i plejesektoren, skrev til mig – kan du ikke skrive om hvornår du grinede uden Ole? – .

Først tænkte jeg – det vil være lidt mærkeligt at skrive om – men jeg kunne jo godt huske det.

I den første tid efter at Ole fik sin hjerneblødning var jeg nok lidt skamfuld over at grine, det lyder måske lidt mærkeligt, men kan man være glad når man står i sådan en traumatisk og trist situation?

Ja det kan man da godt, mit liv var jo ikke gået i stå, som jeg har skrevet før i min blog.

Mine dejlige ”unger”, mine skønne børnebørn har fået mig til at grine mange gange, sådan er børn jo.

Men det der med at bevidst sætte sig ned i sofaen og se noget som jeg virkelig grinte af, uden Ole ved min side, tog alligevel et stykke tid.

Ole og jeg plejede at se ”Rundt på gulvet” og især når deltagerne skulle på de skrå brædder, der var vi begge ved at falde ned af sofaen mange gange pga. grineflip.

Det tog mig et stykke tid inden jeg faktisk havde lyst til at se den udsendelse uden Ole, vi var gennem hele vores 10 år lange forhold, vandt til at gøre ting sammen, grinede meget af de samme ting.

Der gik nok en små 2 måneders tid inden jeg havde lyst til at se ”Rundt på gulvet” alene, alene på sofaen.

Ok tænkte jeg, jeg kan jo godt lide den her udsendelse, hvorfor skal jeg ”nægte” mig selv at se det, jeg skal jo det her igennem, jeg skal videre med mit ”normale” liv, det er jo ikke mig der er syg.

Så tænkt så gjort, først syntes jeg det var sådan lidt mærkeligt at sidde der alene og grine for mig selv, men da de skulle ud i at agere på de skrå brædder kunne jeg godt mærke at der var en masse grin i mig stadig, jeg grinte først lidt tilbageholdent, men så brast jeg ud i et grin så jeg var ved at falde ned af sofaen, ligesom jeg plejede. Det var i bunden en dejlig følelse at bare kunne grine og grine.

Det at tillade sig selv at være glad, at kunne grine, er jo på mange måder en forløsning i en svær tid.

At grine løser op for den der knude man går rundt med når man er i sorg, knuden der er frygt, håb og ”opgivenhed”, knuden der gør at man er ved at kaste op. Tro mig det hjælper at grine og nej man skal ikke være flow over at man til trods for sorgen kan få sig et godt grin.  

*8 Min elskede Ole.

I denne Corona tid vil jeg skrive et brev til dig, for jeg er faktisk vred på dig.

Hvorfor er du her ikke, hvorfor sidder du ikke her ved min side, hvorfor skal jeg igennem denne ensomhed alene?

Jeg er vred på dig fordi du forlod mig.

Lige præcis i denne svære tid da vi alle skal være mere eller mindre isoleret fra familie og venner så er du her ikke.

Jeg er vred på dig fordi du aldrig fortalte mig at der var flere i din familie der havde haft aneurismer, og at du aldrig gik til lægen for at få undersøgt alle de hovedpiner du havde. På et tidspunkt i forløbet var jeg faktisk så vred på dig at jeg ikke havde lyst til at besøge dig.

Min vrede kunne også dukke op de gange du bare sov og sov, og var meget lidt vågen. I dagevis bare sad jeg der og kikkede og ventede på at du bare vågnede op og så på mig. De gange hvor du ikke kunne huske hvad jeg hed, eller ikke kunne det du kunne dagen før. Hvor havde jeg lyst til at skrige ind i din hjerne ”VÅGN OP DERINDE” , ruske dig så brikkerne faldt på plads igen.

Jeg ved godt at man ikke skal se tilbage, for man kan ikke bruge det til noget, men nogle gange sidder det som en stor knude i maven. Hvis og hvis!!!

Men nu sidder jeg her med tomheden, savnet og vreden og kan ikke lægge den nogen steder, forstår du det?

Der er så meget jeg vil fortælle dig, som jeg oplevet, men du er der jo ikke, det gør ondt og jeg bliver vred på dig.

Savnet og ensomheden gør mig vred, vi havde så mange drømme, så meget vi ville.

Vi var ved at skulle bygge det der hus, som nok især jeg havde drømt om, men det havde givet os noget mere plads og tættere på nogle af mine børnebørn, de børn der elskede deres Ole så højt.

Vi havde aftalt at vi skulle til Malta en gang til, nu jeg var blevet rask i min ryg efter operationen.

Hvor står jeg nu?

Stadig i en lejlighed som jeg SKAL væk fra, fordi der er for mange minder, billedet af dig da du “forsvandt fra mig”, er ikke til at bære.

Så kan du sige, – det må du undskylde og nu er jeg her ikke mere – , nej det er jo lige derfor at jeg er vred på dig.

Du har forladt mig, du er her ikke mere.

Men min vrede er ikke i hjertet, for der er min kærlighed til dig, sammen med alle mine gode minder.

Jeg elsker dig og vil altid gøre, selv hvor vred jeg ind imellem kan blive, over den skæbne der ramte os.

*7. Går livet i stå?

Ja tanken og følelsen af at livet kan gå i stå har da været der, mange gange.

Når ulykken sker, står alt stille, selv tankerne står stille, sådan føles det i hvert tilfælde, alt går i stå, og dog det gør det jo ikke, for havde det gjort det så sad jeg jo ikke her og skrev.

Mange gange under vores forløb har det føltes så meningsløst, så uretfærdigt, det kan godt være at vi begge havde nået en alder hvor tingene ikke sker så hurtig mere, vi bliver jo ældre, men vi stod midt i vores liv som den generation der skulle/var bedsteforældre og skulle nyde livet sammen.

Til tider hvor jeg sad ved Oles seng, eller for det meste på sengekanten eller ved siden af ham i sengen, føltes det som livet var gået i stå, der skete jo ingen fremgang. Der gik dage hvor jeg bare stod op, gik i bad, kørte afsted for at være hos Ole, for der kunne jo være sket fremgang fra i går da jeg kørte. Desværre var det jo sjældent det skete.

Tålmodighed sættes på prøve, men er det det samme som at livet går i stå?

Det er svært at se at livet skrider frem når man står midt i det, man bliver ind imellem nødt til at stoppe op, mærke efter og finde glæden dybt derinde.

Når jeg krammede og kyssede Ole kunne jeg mærke glæden, at langt derinde bagved all sygdom var der en del af Ole jeg kendte, som jeg kunne føle og mærke. Når Ole æede min kind var det jo den hånd jeg kendte, så var livet jo ikke gået i stå.

Var livet gået i stå de dage hvor jeg lå på gulvet, spillede noget bestemt musik, og bare lod tårerne løbe, og skriget inde i mig komme ud? Nej det var jo i grunden tegnet på at livet ville ikke gå i stå, for så havde jeg ikke haft tåre og skrig inde i mig.

Man kan jo heller ikke engang sige at Oles liv var gået i stå, hans liv var bare blevet anderledes, han levede i meget korte sekvenser, 10 minutter ad gangen, men det var jo ikke gået i stå, han kæmpede på sin måde.

Mit liv var jo heller ikke gået i stå. Set i bakspejlet så har jeg lært mange ting, tilegnet mig en viden jeg ikke havde før.

Livet gik ikke i stå, kærligheden ændrede sig, måden at leve på ændrede sig.

Jeg lærte mig selv at kende på en hel anden måde, lærte at se og føle livet på en ny måde.

Så nej livet kan aldrig gå i stå.

Men husk at leve livet, også de dage der er svære og føles som alt er gået i stå.

*6 En svær tid, men dog en lettelse.

Ja det er gået lidt tid siden sidste indlæg, men der er også sket meget i den tid.

Corona virussen kom lige pludselig snigende ind ad døren og dørene blev lukkede ud til verden.

Et eller andet sted havde jeg jo forliget mig med at Ole var død og det var jo i grunden det jeg havde ønsket for ham i lang tid pga. hans tilstand.

Men savnet kom langsomt krybende ind i mit hjerte nu da Corona kom ind i vores land. Vi skulle alle sammen passe på hinanden og holde afstand.

Jeg valgte selv isolationen fra mine børn og mine børnebørn, ikke så meget for in egen skyld, det må jeg jo nok indrømme, men for min ”lille” søns skyld.

Nu sad jeg her i min sofa alene, uden Ole at læne mig op ad, at tale med, så kom savnet væltende ind over mig.

Samtidig som jeg var ked af at Ole ikke var her mere var jeg egentlig glad for at han havde nået at sove ind inden alt dette Corona kom. Tanken om at han skulle sidde derude på plejehjemmet uden at jeg kunne komme derud på besøg ville have været forfærdeligt, den dårlige samvittighed ville have vokset sig stor. Jeg tænkte også over hvordan det ville have været ved hans bisættelse, det ville jeg ikke kunne have klaret uden den støtte fra mine børn og børnebørn, og tanken på at hans datter skulle stå alene fordi vi ikke havde kunnet have vores familie med, den tanken er ikke rar at tænke. Så set ud fra den synsvinkel er jeg glad og taknemlig over at Ole fik slutte sit liv der.

Til trods for at min elskede Ole ikke været til stede de sidste to år har det været tungt at miste helt. Den dag jeg fik brev fra Østre Kirkegård at Oles urne var sat ned på de ukendtes, der brød min verden sammen. Ole var her ikke mere, der var kun aske tilbage, for mit indre syn så jeg en bunke aske, som nu var min Oles jordiske rester.

Selv hvor meget jeg havde forbedret mig på Oles død, selv hvor meget jeg havde ønsket for ham at han skulle få lov til at forlade den sølle tilværelse han havde de sidste to år, så er det stadig svært at forstå at hans fysiske krop heller ikke er her mere.

Ikke fordi at jeg tænker på ham hver dag, fordi det har blevet min hverdag gennem disse to år at han ikke har været herhjemme, og det har jo skabt en ny hverdag og uden Ole, men der dukker stadig ting op hvor jeg tænker – ah det plejede Ole at gøre – .

Lige nu er jeg inde i en periode hvor jeg synes det er rigtig svært at se tilbage på den gang Ole var rask og vi dansede, for det var en dejlig tid som er så savnet.

Mit liv går videre uden Ole, ind i en ny tid hvor jeg sammen med Tina skal ud og holde foredrag om at være pårørende til en syg ægtefælde. Foredraget kommer til at hedde ”Der hvor regnbuen ender” , det samme kommer Tinas bog til at hedde.

*4. Hvor blev værdigheden af?

Mange af Jer der læser min blog har kendt Ole i mange år, I ved hvor pertentlig og perfektionistisk Ole var med sit udseende og sin påklædning, og I der ikke set ham andet end på de billeder jeg lagt op kan jo nok også udlæse af billederne hvor pæn og smuk han var.

Hvis Oles hår bare lå ½ cm ud over ørerne var det straks ned til frisøren og å studset håret, det siger lidt om hvordan han var.

At se Ole i dette lange sygdomsforløb har ikke kun været en sorg over at han, som den person han var, ikke var der mere, men samtidig at se ham ubarberet, usoigneret, langhåret, ja en forfatning som ingen der kendte ham kan forestille sig.

Der er undervejs så mange situationer som gjort så ondt, hvor jeg følt mig totalt magtesløs i forhold til hans værdighed.

Han lå på Riget i 4 uger bevidstløs, men han var ikke usoigneret der, han var fint barberet og så ud som en Ole der bare sov, ja det gjorte han jo også men han så ikke sølle ud.

Da han kom til Holbæk sygehus var han vågen, men hvor bevidst han var omkring sig selv det ved jeg jo ikke, for mig var det svært at se min elskede Ole i det forfald var svært. Han lå bare der, havde ikke været i bad i næsten 2 måneder, ingen der tog sig tid til at vaske ham ordentlig, nogle gange lugtede han af tis, da han måtte have ble på, langskægget, Ole der altid var så pænt glatbarberet.

Munden fuld af mundsvamp, fordi ingen lyttede til mig når jeg påpegede at han var ved at få mundsvamp.

Forestil Jer hvor uværdigt det har været for mig, jeg skulle sørge for at Ole fik skiftet ble, stå og vaske min mand i de nedre regioner, sørge for at han fik ordnet sin mund, sørge for at han fik vasket sine hænder.

At hele tiden være på og være Oles plejer har gjort meget ved mig, jeg følte at alt var taget fra mig, alt var taget fra Ole.

Der skal samles en hel del styrke som pårørende i alt det her, man er nødt til at se bort fra det ydre og huske det indre i sin elskede, nogle gange havde jeg det så dårligt a jeg ikke havde lyst til at se Ole, men måtte mande mig op, for det var jo ikke Oles skyld. Jeg kunne jo heller ikke blive hjemme, for hvad skete der så? Skulle han så ligge hele dagen med en våd ble, ikke blive vasket?

Nogle gange hvor jeg senere i forløbet kom besøg kunne jeg udlæse af Oles T-shirt hvad han havde spist i løbet af dagen. Komme på besøg hvor de nedre regioner er helt blottede, hvor blev etikken af?

Det er svært at skulle møde disse situationer gang på gang der er noget der går i stykker hver gang men som pårørende er man nødt til at rejse sig igen og igen, for hvad sker der ellers?

Man taber tiltroen til et system der skulle være så godt, ja det siger de ude i verden.

Der er så mange situationer hvor værdigheden er ikke-eksisterende så det er svært at skrive om alle situationer, for så ville det fylde mange sider.

Dem der arbejder med mennesker, skal ville mennesker, jeg har alt for mange gange mødt personale som ikke har villet andre mennesker som mennesker, men som et stykke arbejde. Ikke med dette sagt at der ikke er personale som gør et stort stykke arbejde.

*3 Små øjeblik af håb.

Selv om jeg næsten hele tiden har vist omfanget af Oles skader har jeg dog ind imellem haft håbe om at noget skulle komme tilbage.

Håbet om at han ville vågne op, den gangen på Riget, og sige ”hvad laver jeg her?”, den var der da, at sige andet ville være en løgn.

Da han endelig vågnede op var håbet meget stort, men det blev hurtig slukket igen, han huskede intet, kunne intet.

Det er så svært at beskrive alle de følelser der har gået igennem min hjerne og krop.

Alle de dage hvor jeg har siddet hos ham på Holbæk Sygehus, hvor der ind imellem kom små glimt frem og jeg håbede på at der ville være flere små glimt næste dag jeg kom.

Jeg husker tydeligt en dag, hvor Ole dagen før havde været forholdsvis frisk og sagt ”Jeg vil hjem”. Dagen efter var der slukket igen, Ole sov det meste af de 4 timer jeg var der. Solen skinnede og det var et skønt vejr, jeg sad på den anden side af vinduet og kikkede ud, huskede alle de gode stunder vi haft sammen. Tårerne trillede stille ned af mine kinder, for at til sidst bryde helt ud. Fortvivlelse, frygt, magtesløshed, alt brød frem i lys lue og jeg græd og græd.

Hvor skulle jeg gøre af all min kærlighed, all min sorg ??

Jeg havde mest lyst til at ruske i Ole og skrige ham ind i ansigtet, KOM TILBAGE TIL MIG !!!!!

Men det kunne jeg jo ikke, Ole ville ikke forstå det.

Det er svært at sætte sig ind i hvad der foregår i en hjerne der er så skadet som Oles var, det afføder så mange spørgsmål for en pårørende, som her var mig.

Jeg fattede ikke at Ole, der var så alvidende og huskede i timer hvad der var foregået, intet viste intet huskede, han lå bare der, uvidende om verden omkring sig.

Frygten ved at miste og frygten ved at dette skulle fortsætte, var meget blandede følelser i mig.

På den ene side vil jeg jo gerne have Ole ”tilbage”, men med min viden viste jeg jo at det ville ikke ske. På den anden side ønskede jeg at Ole skulle få fred, dette var ikke et liv for min elskede, aktive, alvidende Ole.

Det var så skræmmende at ikke vide hvad fremtiden ville bringe.

På dette tidspunkt var det ikke mange der viste hvad der var sket med Ole, jeg havde ikke brug, endnu, for menneskers kommentarer.

Havde ikke brug for folks floskler, ” Det skal nok gå alt sammen” – ” Han er snart hjemme igen” – ”Pas nu på dig selv” – ”Jeg forstår godt hvordan du har det”

Ærligt når disse kommentarer kom havde jeg mest lyst til at skrige NEJ DET GÅR IKKE; NEJ HAN KOMMER IKKE HJEM IGEN; HVORDAN SKAL JEG KUNNE PASSE PÅ MIG ; OG NEJ DU FORSTÅR IKKE HVORDAN JEG HAR DET……..

*3. Følelsen af at være handlingslammet.

Nu er jeg klar til at tage hul på mine følelser, det er en hård proces fordi nu er det på tide at mærke efter, mærke efter alle de følelser som jeg har holdt rigtig langt fra kroppen, ikke villet mærke, men også svært at fortælle, fordi der rør sig egentlig så meget.

Den dag det skete er på mange måder chokerende, ikke bare chokket over at Ole havde fået en hjerneblødning, men chokket over min måde at reagere på.

Normalt er jeg ikke handlingslammet.

Jeg har kørt med Bjørn til Roskilde fra Skibby da han havde drukket acetone, sørgede for at hælde en masse mælk i ham. Kørte ham på skadestuen da han havde slået en stor flænge i panden. Den værste var nok den gangen hvor han havde et stort astmaanfald, der kørte jeg i snestorm, med Bjørn liggende på bagsædet og dårlig kunne trække vejret, da jeg ankommer til Roskilde Sygehus siger de – du skulle jo have ringet efter en ambulance – .

Den gangen hvor Daniel fik en styrtblødning i næsen, der kørte jeg bare afsted med ham, uden at tænke andet end han skulle på skadestuen.

Da Ole sad på toilettet med hoved på toiletbordet, væk fra omverden, der slog jeg på ham – vågn op, vågn op –. Efterfølgende fik jeg dårlig samvittighed, var det min skyld at hans skade var blevet så stor, det gik jeg rundt med rigtig længe inden jeg turde spørge om det var min skyld, det var det ikke fik jeg så at vide, skaden var sket.

Jeg var totalt handlingslammet, kunne ikke finde ud af hvordan man skulle ringe 112, det måtte naboen gøre, kunne ikke holde ud at se Ole ligge der, ligesom han var død, det troede jeg også på et tidspunkt. Da paramedicinerne kom stod jeg og hev i hans tøj, kunne ikke svare på de simpleste spørgsmål. Gik i cirkler omkring mig selv, fattede ikke noget, forstod ikke hvad der blev sagt.

Min nabo var sød at tage med Ole til riget i ambulancen, jeg kunne jo ikke gå fra Lille Storm, der lå og sov udenfor, nu måtte jeg jo tage mig sammen og samle mig selv op.

Da de var kørt afsted med Ole vågnede Storm og jeg skulle tage mig af ham indtil Daniel kom, men min anden søde nabo kom og var sammen med Storm og Bjørn kørte mig til Riget.

Alle tanker der kørte rundt i hovedet, jeg fattede ikke noget, HVORFOR ????

Jeg sagde farvel til Ole inden han blev kørt til operation, det var Bjørn der måtte minde mig om at sige farvel NU, vi viste jo ikke om Ole ville dø eller overleve.

Næsten 5 timers venten var overstået, men ingen viste hvordan det ville ende. Aj hvor gjorte det bare ondt inde i mig, græde kunne jeg ikke, var nok stadig i chok på det tidspunkt.

Ole lå i koma, nu skulle tiden arbejde for Ole

*2. En dag med børnebørnene.

Dagen efter Oles bisættelse havde jeg mine to mindste børnebørn på besøg, Fredrik 4 år og Storm 3½ år.

De sidder ude i haven og graver, så spørger jeg – hvad laver I to banditter? Farmor vi er til begravelse. Vi begraver Ole -.

Senere sidder de og spiser frokost og har en samtale om Ole.

  • Farmor vi vågner Ole til dig (F)
  • Jamen Ole er jo død (J)
  • Jamen altså farmor vi vil vågne ham til dig (S)
  • Ole kan jo ikke stå op, han ligger i en kiste (J)
  • Vi løfter ham bare op til dig (S)
  • Ole sad jo i kørestol, han kunne jo ikke stå på sine ben (J)
  • Altså farmor jeg holder ham bare (F)
  • Ole kan man ikke vække mere (J)
  • Ok så sidder han oppe på en sky, ligesom min morfar (S)

Børns umiddelbarhed er så smuk, jeg har mange gange sagt at, hvis jeg ikke havde haft disse små banditter og Cirke så havde jeg haft svært ved at abstrahere fra min til tider barske hverdag. Her har jeg hentet energien til at kæmpe videre.

Cirke (Cirkeline) tog Oles død meget hårdt, hun var meget ked af det, nok fordi hun er den eneste der kan huske Ole som rask. Ofte sagde hun – farmor det var jo Ole der lærte mig at cykle på den trehjulede, det kan jeg godt huske -.

Cirke har altid kaldt Ole for Ole, men efter han er død siger hun min papfarfar. Han har betydet rigtig meget for Cirke. Ole var den der tog sig af Cirke når hun var syg, han sad ofte med hende på sofaen hvor den lille syge Cirke lå og sov i hans favn. Ole var den der troligt sad ude på legepladsen sammen med Cirke.

Nu er det vigtig at vi lever med alle gode, skønne minder vi har.